Halvårlig refleksion over livet som deltids-selvstændig – og hvordan min personlighedsprofil præger rejsen

Siden februar 2025 har jeg været i gang med en begivenhedsrig og lærerig rejse mod at etablere mig som selvstændig it-konsulent. Det har været både spændende og udfordrende – ikke mindst fordi min personlighed, ifølge DISC-profilen, adskiller sig en del fra den klassiske type, man ofte forbinder med iværksættere.

For at sige det helt jordnært: DISC er en model, der beskriver fire grundlæggende adfærds- og kommunikationsstile. Jeg scorer højt på grøn (S – stabilitet og samarbejde) og blå (C – struktur, omhyggelighed og analyse), har en smule rød (D – beslutsomhed og handlekraft), men næsten intet gult (I – entusiasme og udadvendthed).

Det betyder, at jeg naturligt trives bedst med at fordybe mig i opgaver, i rolige omgivelser (medmindre jeg selv larmer), og at jeg tænker mig grundigt om, før jeg handler (selvom jeg indimellem bare springer ud i det). Jeg går ikke forrest med store armbevægelser og slag i bordet (medmindre det er nødvendigt og entusiasmen rammer mig), og jeg bryder mig ikke om at skulle “sælge mig selv” højt og bredt (medmindre relationen allerede er skabt). Alt det, mange forbinder med det at være selvstændig – at sælge sig selv og sine ydelser aktivt – ligger altså ikke lige til højrebenet for mig.

En af de store forskelle mellem livet som ansat og livet som selvstændig er, at man som selvstændig selv er ansvarlig for sin omsætning og sit opgaveflow. Man skal selv vurdere, om et projekt er bæredygtigt – økonomisk og praktisk. Som ansat (i hvert fald i de jobs, jeg har haft) kan der godt gå lidt “medarbejderopbevaring” i den. Det er som sådan ikke dårligt – det giver en stabil løn uden bekymringer om faste udgifter næste måned.

Men som nyopstartet, før man har opbygget stabilitet (sikkert kun et grønt behov), er det en stor udfordring. Min tilgang – sikkert præget af min blå profil – er, at der altid skal være overskud i firmaet. Jeg tager sjældent chancer. Jeg er også meget loyal: Tanken om at “snyde” en kunde ved at gå konkurs føles som en menneskelig katastrofe. Den slags har andre muligvis et mere afslappet forhold til.

Noget, jeg har fundet særligt interessant, er, hvordan ens ydelser bliver vurderet forskelligt. Som ansat kan man godt arbejde på et mindre bæredygtigt projekt, der måske aldrig når i mål. Det er bare ærgerligt – en del af gamet. Som selvstændig er der kontant afregning. Samtidig har jeg bemærket en ændret holdning til, hvad ting må koste. Pludselig skal alt være så billigt som muligt. Det skulle det ikke som ansat.

Min tese er faktisk, at det ofte er mere rentabelt at samarbejde med selvstændige erhvervsdrivende i netværk. De koster naturligvis mere, fordi de selv bærer alt ansvar, sygdom, ferie, mislykkede projekter og manglende motivation – men til gengæld er de skalerbare og fokuserede. Det er man sjældent i systemer præget af “medarbejderopbevaring”.

Én ting er sikkert: Jeg er til “Company of One”-modellen. Jeg skal ikke have ansatte – jeg skal have kompetente samarbejdspartnere. Jeg har ingen intention om at have folk under mig, praktikanter eller lignende. Det må andre tage sig af. Jeg ser helst mine kolleger som ligeværdige.

På mange måder nyder jeg det selvstændige liv. Men jeg hader forhandlinger om rammer og kontrakter – her slår min manglende rød/gul-profil igennem. For mig er produktet i centrum, og jeg vil gerne gøre mennesker glade. Men jeg hader at sælge. Jeg ville få det fysisk dårligt som telefonsælger.

Det går lidt bedre i trygge netværkssammenhænge. Men fordi jeg ikke har den gule profil, er jeg nødt til at alliere mig med nogen, der har den – for at komme i spil. Det eneste, min “gule allierede” egentlig behøver gøre, er at introducere mig. Resten klarer jeg selv.

Faktisk kan meget gule profiler være lidt støjende i mere konstruktive mødesituationer – men det er en anden historie.