Mig og min forbandede manglende evne til at praktisere elevatortale

For jer der ikke ved det (jer der ikke er sælgere), så er en elevatortale det, man kan nå at fortælle i en elevator. Og så kan man jo håbe, at det er en meget langsom elevator — eller måske en af dem på Herlev Hospital.

Jeg er nødt til at henvende mig til potentielle kunder, nu hvor jeg er sprunget ud som selvstændig. De dygtige sælgere mestrer den personlige kontakt, telefonopkald og netværk. Specielt salgsopkald er dog noget af det værste, jeg ved — både som leverandør og som kunde.

Det føles ubehageligt, fordi jeg ikke har en fast salgstale klar. Det giver egentlig heller ikke mening for mig at have, når jeg ikke ved, hvem jeg ender med at tale med. Jeg foretrækker at tale mig frem til problemstillingen i fællesskab. Jeg er ikke skråsikker på, hvad dit behov er — det ved du bedst selv. Men sådan kan man jo ikke indlede en salgsdialog…

Faktisk synes jeg, det er ærgerligt, at ovenstående ofte er præmissen for salg. Det er som om, salgsstrategier er opfundet af sælgere — ud fra de evner, de selv er stærke i. Men sandheden er, at vi alle er nødt til at “sælge” en gang imellem, på den ene eller anden måde. For mig er salg et nødvendigt onde for at få opgaver. Allerhelst ville jeg ønske, at jeg bare blev opdaget på mit talent. Men sådan fungerer verden desværre ikke.

Når det er sagt, er jeg faktisk blevet “opdaget” et par gange i mit arbejdsliv. Jeg skrev min seneste “rigtige” jobansøgning i 1999 — siden da har jeg levet af netværk og gode relationer.

Men det er stadig svært for mig, når jeg på meget kort tid skal forklare, hvad jeg kan bidrage med, og hvad det koster. For jeg føler jo, at jeg kan så meget — som kan være til gavn for så mange.