Om at være selvstændig – og om frygten for præstation og værdi

Der findes et gammelt citat, der siger noget i retning af: “Jo mere man ved, jo mere ved man, at man ikke ved.” Og jeg må indrømme, at jeg ofte mærker den sandhed på egen krop.

Efter mange år med systemudvikling, programmering og generel viden om computere, oplever jeg stadig, at jeg konfronteres med følelsen af ikke at vide nok. Ja, jeg kan endda gå ind i Elgiganten og føle, at jeg ikke er klædt på til at stille dybdegående spørgsmål om en computer.

Men så minder jeg mig selv om, at jeg måske ikke kan recitere specifikationerne på den nyeste Intel-CPU eller have alle detaljer i hovedet. Til gengæld har jeg en grundlæggende forståelse af computeres arkitektur – og det betyder, at jeg hurtigt kan bygge bro over de huller, der måtte være.

Lige nu sidder jeg med et programmeringsprojekt, der faktisk kører ret gnidningsfrit, og hvor jeg leverer i et pænt tempo. Alligevel sniger tvivlen sig ind: Er det bare en tilfældighed? Er det virkelig noget værd? Hvor meget kan jeg tillade mig at tage for et projekt, der føles så “banalt”?

Og så husker jeg mig selv på: Jeg er ikke nybegynder.

For år tilbage skiftede jeg job og skulle overdrage mine opgaver til en nyuddannet datamatiker. Han var dygtig og skarp, og jeg frygtede, at jeg ville blive afsløret som inkompetent. Men nej – det skete ikke. Tværtimod fik vi et godt samarbejde, og jeg mærkede tydeligt, at jeg havde rutinen på min side. Samtidig lærte jeg faktisk nogle ting af ham, som jeg stadig bruger den dag i dag.

Jeg læser en del selvudviklingslitteratur, og jeg ved godt, at mange af mine tanker er irrationelle. De er en del af det menneskelige vilkår. Måske handler det ikke om at bekæmpe dem, men om at acceptere, at de er der.

Når det kommer til aflønning, falder jeg dog stadig i den klassiske fælde: “Det kan da ikke koste så meget – det var jo let at lave.” Men sandheden er, at det kun er let i dag, fordi jeg har lagt årtier af læring bag mig. For 25 år siden tog det langt mere tid og kræfter – og allerede dengang var der arbejdsgivere, der ville betale for mit arbejde.

Rejsen fortsætter. Og forhåbentlig bliver jeg endnu bedre til at acceptere, at det at være selvstændig ikke kun handler om at udvikle systemer for andre – men også om at udvikle sig selv som menneske undervejs.

Picasso-anekdoten

Det minder mig faktisk om en anekdote (om annekdoten er korrekt er vist usikker, men den er alligevel meget sigende) om Picasso: Han sad engang på en café og havde tegnet en hurtig skitse på en serviet. Han var på vej til at smide den væk, da et par damer kom forbi og straks ville købe den.

Picasso kiggede på dem og sagde: “Det bliver 10.000 francs.”

Forbløffet udbrød de: “10.000 francs? Men De lavede den jo på få sekunder!”

Picasso smilede og svarede: “Ja – men det tog mig 40 år at lære at gøre det på få sekunder.”

Pointen: Det, der kan se ubesværet ud i dag, er i virkeligheden resultatet af mange års erfaring.

Erik Rasmussen IT

📞 Kontakt mig

Erik Rasmussen

Kontakt Erik Rasmussen på telefon +45 2265 0044

Kontakt Erik Rasmussen på email mail@erik-rasmussen.dk

Tørringvej 7 Tørringvej 7, 2610 Rødovre


💡 IT-løsninger, der styrker din forretning

Jeg hjælper små og mellemstore virksomheder med synlighed, struktur og indsigt gennem skræddersyede IT-løsninger – med fokus på kundehåndtering, data og sikkerhed.

Direkte kontakt. Hurtig handling. Én person – hele vejen.