Kan man overhovedet være selvstændig uden vinderinstinkt?

Et blogindlæg om at være stille og alligevel stærk, om at tvivle og finde sin egen vej – også når man ikke føler sig som en rigtig sælger.

Men jeg tænker, at jeg for pokker da ikke kan være den eneste i verden, der går rundt med denne type refleksioner. De der lidt rå, indre overvejelser om, hvad det egentlig kræver at stå på egne ben – især når man ikke føler sig som den typiske "vinder-type".
Derfor tør jeg godt dele. Ikke fordi jeg har svaret. Men fordi det måske giver mening at sige det højt.

Jeg har i flere omgange forsøgt mig som mere eller mindre selvstændig. Og nu er jeg ved at gøre det igen.

Men der er noget ved det her vinderinstinkt, som sætter mig på prøve. Det skaber en indre spænding, en slags eksistentiel uro. Jeg har arbejdet med systemudvikling i mange år og ved jo godt, hvad jeg kan. Alligevel bliver jeg let duperet, når jeg hører folk slynge om sig med buzzwords, som om selve ordene er et bevis på kompetence.

Og sandheden? Jeg hader buzzwords. Jeg prioriterer ærlighed. Jeg værdsætter åbenhed – også når det gælder usikkerhed. Men jeg er ofte i tvivl: Hvordan bliver det modtaget? Tænker folk, at jeg virker svag? Eller mindre kompetent?

Jeg har ikke brug for at "tage rummet" – men jeg har brug for at føle, at min måde at være i verden på også har en plads. Nogle gange kan jeg ikke lade være med at spekulere: Er der mennesker, som (i overført betydning) kun vurderer på muskelstyrke nu og her – og ikke på evnen til at bygge noget stærkt og bæredygtigt over tid?

Jeg har læst om Dunning-Kruger-effekten, hvor mennesker med lav viden ofte fører sig frem med høj selvtillid. Og jeg må indrømme: nogle gange frygter jeg, at jeg selv gør det. Men min erfaring og indre visdom hvisker til mig, at det nok er en overdrivelse. At jeg ser skygger, hvor der blot er lys, jeg endnu ikke har vendt mig mod.

Min lave "I-profil" i DISC gør, at det føles unaturligt for mig at skulle sælge. At skulle fremhæve mig selv. Men det er jo en præmis, hvis man vil frem i verden – især som selvstændig. Og så står man der og balancerer på linen mellem ydmyghed og synlighed.

Perfektionismen hjælper ikke. Jeg tænker ofte tingene igennem en ekstra gang. Eller to. Eller ti. Jeg opstiller mentale modeller for at gøre det hele lidt bedre. Og alligevel falder jeg i igen. Eller rettere: Det føles sådan. For jeg tror ikke, det er sandt. Der sker nok en udvikling. Men perfektionismen dræner. Ikke kun energi – men også økonomi.

Og så er der det med ros. Sandheden er, at jeg faktisk får meget ros for mit arbejde. Fra kunder, kolleger og samarbejdspartnere. Men det er, som om det ikke rigtigt bider sig fast. Måske fordi det ikke er dem, der ikke roser mig nok – men mig selv. Det er mig, der ofte står med armene over kors over for mig selv og tænker, at det burde have været bedre. Det var ikke helt godt nok. Det kunne være mere skarpt. Og jeg ved godt, at den stemme ikke altid er min ven.

Jeg er ikke i mål. Men jeg arbejder på det. Derfor bliver dette blogindlæg netop, hvad det er: et indlæg uden konklusion, uden råd og uden afslutning.

Det er måske bare det, man kalder personlig udvikling.

For noget får jeg trods alt fra hånden – også selvom det ikke er perfekt. Og også selvom jeg føler, jeg er bagud på point, mens alle andre løber hurtigere og taler højere.

“Det er nok en stor løgn.”

PS: Jeg arbejder på at omsætte refleksionerne til konkret handling – og skabe min egen version af vinderinstinkt. På min egen måde.